Er vinterforanstaltninger ekstraarbejde?

Sagens forløb

Når det skal afgøres, hvilke vinterforanstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre et fejlfrit byggeri inden for de fastlagte tidsmæssige rammer, er afgørelsen særligt afhængig af parternes materiale- og konstruktionsvalg.

Er rammerne for byggeriet opstillet af bygherren og skyldes det disse, at der er behov for en given vinterforanstaltning, påhviler det som udgangspunkt bygherren at foreskrive foranstaltningen i projektet.

Såfremt bygherren ikke opfylder sin pligt til at gøre opmærksom på behovet for vinterforanstaltninger, er udgangspunktet, at entreprenøren alene er forpligtet til at udføre de pågældende vinterforanstaltninger som ekstraarbejder mod tillægsvederlag efter AB 92 § 14, der i øvrigt er videreført i AB 18 § 23 med ændringer.

Udgangspunkt brydes dog i praksis af entreprenørens pligt til at gøre indsigelser mod mangler i bygherrens projekt, da entreprenøren har sagkundskab og således i visse situationer bør indse, at arbejdets gennemførelse kræver vinterforanstaltninger.
Entreprenørens indsigelsespligt er delvist reguleret af AB 92 § 15, der er videreført i AB 18 § 26, hvorved entreprenøren kun har pligt til at undersøge bygherrens projektmateriale for sin egen brug af projektet og dernæst kun er forpligtet til at påpege ”åbenbare og indlysende fejl” i bygherrens projekt.

Såfremt entreprenørens valg af konstruktion, metode og materialer medfører nødvendige vinterforanstaltninger, påhviler det som udgangspunkt naturligvis entreprenøren at udføre disse.

I hvilket omfang det herefter vil vise sig nødvendigt at indsætte vinterforanstaltninger, vil imidlertid være behæftet med en betydelig usikkerhed. For en mindre entreprenør udgør det en risiko, hvis vinterforanstaltningerne skal udføres som en del af en fast entreprisesum eller for et særskilt beregnet fast vederlag.

Forestiller vi os, at bygherren ønsker, at entreprenørens vederlag for udførelse af vinterforanstaltninger skal være fastsat på forhånd, bør entreprenøren beregne sig et betydeligt risikotillæg. Det vil derfor normalt være i begge parters interesse, at vinterforanstaltninger honoreres efter på forhånd fastsatte enhedspriser, f.eks. i en såkaldt ”vintertilbudsliste”.

Er der på trods af dette indgået aftale om en fast pris for vinterforanstaltninger, er det entreprenøren, der bærer risikoen for, at omkostningerne hertil viser sig større end forventet ved kontraktens indgåelse. Det kan eksempelvis være fordi vinteren viser sig usædvanlig streng.

Entreprenøren kan dog forlange tillægsvederlag i det omfang bygherrens tidsplan eller anvisninger om materialer eller konstruktion viser sig at forudsætte andre og dyrere vinterforanstaltninger, end oprindeligt angivet af bygherren.

Rettens vurdering

Kendelse er afsagt af Voldgiftsretten primo september 2006 og vedrører netop entreprenørens (E) krav på betaling for vinterforanstaltninger af bygherren (BH). E havde i sit tilbud af enhedspriser for vinterforanstaltninger ansat prisen til 0 kr. Tidsplanen blev imidlertid fremskudt fra et sluttidspunkt for byggearbejderne i november 2003 til udgangen af februar 2004, hvilket i det væsentligste måtte henføres til BH’s forhold.

Ændringen betød således, at arbejdsperioden også kom til at omfatte januar og februar, der erfaringsmæssigt er de koldeste vintermåneder. Den væsentligste forudsætning for E’s ansættelse i sit tilbud af enhedspriser for vinterforanstaltninger til 0 kr., var derfor bristet.

Idet Voldgiftsretten lagde til grund, at dette var kendeligt for BH, uanset at E ikke allerede under forhandlingerne om tidsplanens ændring gjorde udtrykkeligt opmærksom på forholdet, fandtes E derfor at have krav på den forlangte merbetaling, som efter bevisførelsen fandtes tilstrækkeligt dokumenteret.