Når en tvist henvises til hurtig afgørelse, bliver den tabende part som udgangspunkt pålagt straks at betale – selvom sagen kan fortsætte ved voldgift.
Men er der alligevel mulighed for at udsætte betalingen, hvis du har en reel chance for at vinde i voldgiftsretten?
En nylig delafgørelse forklarer præcis, hvornår og hvordan “opsættende virkning” kan bevilges, så du kan vente med at indfri kravet, indtil den endelige voldgiftskendelse foreligger.
Sagens forløb
I november 2023 indgik bygherren (BH) og totalentreprenøren (TE) en totalentreprisekontrakt om et større byggeprojekt efter ABT 18.
Mellem parterne opstod tvist om forsinkelsesdagbøder, ekstraarbejder og omkostninger til byggepladsstyring, og derfor valgte de at lade sagen gå til hurtig afgørelse.
I november 2024, afsagde Opmændene kendelse: TE skulle betale BH cirka 3,9 mio. kr. inden 8 uger.
TE valgte imidlertid at ”anke” kendelsen til voldgift og bad samtidig om, at betaling og dagbøder skulle sættes i bero, indtil voldgiftsrettens endelige afgørelse forelå. Dvs. de på juridisk sprog bad om en “opsættende virkning” af den hurtige afgørelse.
BH insisterede på, at de 3,9 mio. kr. blev indbetalt med det samme.
Voldgiftsnævnets formand
Voldgiftsnævnets formand fastslog, at en anke ikke i sig selv suspenderer betalingspligten. Opsættende virkning kan kun bevilges, hvis alle 3 strenge betingelser er opfyldt:
- Risiko for varig skade
TE skal kunne bevise, at en øjeblikkelig betaling på de cirka 3,9 mio. kr. vil påføre dem alvorlige og uoprettelige økonomiske vanskeligheder. - Interesseafvejning
TE’s behov for udsættelse må veje tungere end BH’s ret til hurtigt at få sine penge frigivet. - Realistisk chance for at vinde
TE skal sandsynliggøre, at de har en god chance for at få medhold i den endelige voldgiftssag.
Allerede fordi TE ikke kunne påvise en reel risiko for uoprettelig skade, afviste formanden deres anmodning. TE skulle derfor betale BH straks.
Hvad kan vi lære af denne afgørelse?
Afgørelsen understreger, at voldgift ikke er en “pauseknap”. Hvis du er dømt til at betale ved hurtig afgørelse, skal beløbet indfries med det samme. Kun i helt særlige tilfælde kan betalingen udskydes – forudsat du både kan dokumentere:
- at betalingen vil påføre dig alvorlige økonomiske vanskeligheder,
- at dit behov for udsættelse vejer tungere end modpartens behov, og
- at du har gode chancer for at vinde i voldgiftsretten.
Dvs. selv hvis du har en stærk pointe og ankesag, skal du betale straks, medmindre du samtidig kan dokumentere både varig skade og et tungere behov. Muligheden for udsættelse er derfor meget snæver.
Bemærk, at denne delafgørelse kun handler om procedure – selve tvisten om forsinkelse, ekstraarbejder og dagbøder afklares først i en endelig voldgiftskendelse.
Vil du vide mere?
Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet. Se mere under kurser.
/Entrepriseadvokat Simon Heising
Som gengivet i TBB2025.348 / Sag nr. C-16840
[learn_more caption=”Læs kendelsen i fuld længde her”]
TBB2025.348 / Sag nr. C-16840
Voldgiftsnævnets kendelse afsagt den 29. januar 2025, C-16840
Advokat … har på vegne totalentreprenør TE A/S ved klageskrift modtaget den 17. december 2024 anmodet Voldgiftsnævnet om at nedsætte en voldgiftsret til afgørelse af en tvist mellem ovennævnte parter. Sagen har baggrund i hurtig afgørelse i sag O-239 af 18. november 2024 og vedrører dagbod, ekstraarbejder samt byggepladsomkostninger i forbindelse med en entreprise i ….
»BH tilpligtes at anerkende, at TE har ret til en tidsfristforlængelse på 40 arbejdsdage.
TE skal til BH betale 3.371.272,02 kr. ekskl. moms med tillæg af rente i henhold til rentelovens § 5, stk. 1, fra den 23. oktober 2024. TE skal endvidere til BH betale 515.584,50 kr. med tillæg af moms samt med tillæg af rente i henhold til rentelovens § 5, stk. 1, fra den 23. oktober 2024.
TE skal anerkende at betale dagbod for hver påbegyndt kalenderdag efter fristen for aflevering af arbejderne med undtagelse af beplantningsarbejde i forhold til udenomsarealer den 27. februar 2025 og fristen for udenomsarealer den 22. juni 2025.
Klager, TE, og indklagede, BH, skal hver betale halvdelen af omkostningerne ved Voldgiftsnævnets og opmændenes behandling af sagen efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.
TE har i klageskriftet af 17. december 2024 anmodet om, at klagen tillægges opsættende virkning. Der er ved klageskriftet nedlagt følgende påstande, herunder påstand 1 om opsættende virkning:
Voldgiftsretten anmodes om at tillægge nærværende voldgiftssag opsættende virkning for afgørelsen i Hurtig Afgørelse O-239 af 18. november 2024 for så vidt angår dagbodskravet.
BH tilpligtes til at anerkende, at hovedtidsplanens afleveringstidspunkt forskydes med minimum 62 arbejdsdage.
Parterne har tiltrådt, at formanden træffer afgørelse om opsættende virkning på det foreliggende skriftlige grundlag. Formanden har herefter truffet følgende
AFGØRELSE
Parternes anbringender
TE har tillige til støtte for, at klagen tillægges opsættende virkning i klageskriftet af 17. december 2024 anført følgende (bilagshenvisninger udeladt):
»…
Overordnet set, er det TE opfattelse, at parterne har aftalt, at såfremt parternes tvist indbringes for en voldgiftsret, har dette opsættende virkning, da parterne i Procesaftale om hurtig afgørelse har anført: »5. Hvis resultatet af den hurtige afgørelse ikke kan tiltrædes helt eller delvist af en part, kan den indbringes for en voldgiftsret efter ABT 18 § 66, stk. 9.«
- dagbodskravet
Hurtig Afgørelse O-239 af 18. november 2024 har forudsat, at parternes Tillæg 3 har medført, at der ikke skal indrømmes TE tidsfristforlængelse for perioden før Tillæg 3. En væsentlig del af bevisførelsen forbundet med dette forhold, vil blive ført via parts- og vidneforklaringer, hvilket ikke er tilladt under en Hurtig Afgørelsessag. Da netop denne bevisførelse kan føre til et andet resultat, må det anses som værende korrekt at tillægge nærværende voldgiftsklage opsættende virkning i forhold til afgørelsen.
Hurtig Afgørelse O-239 af 18. november 2024 ses endvidere ikke at have taget stilling til de særlige forhold og derved aftaler, som parterne indgik i forbindelse med tidspunkt for aflevering af prøveboliger. Der henvises til afsnit
3.1.3 nedenfor for nærmere beskrivelse af problemstillingen. Idet O-239 alene har taget stilling til perioden mellem
- november 2023 og 4. marts 2024 og i det den udløsende årsag til dagbod til Indklagede vedrører tidspunktet for aflevering af prøveboliger, gøres det gældende at som følge af, at opmændene med en vis sandsynlighed ikke har taget stilling til de konkrete forhold omkring tidspunkt for aflevering af prøveboliger, findes det rimeligt, at nærværende voldgiftssag tillægges opsættende virkning i forhold til 0-239.
Det skal endvidere oplyses, at (del)afleveringen af prøveboliger alene har til hensigt at give Indklagede god tid og mulighed for at udleje de boliger, der opføres, inden den endelige aflevering. Det er Klagers opfattelse, at Indklagede allerede på nuværende tidspunkt har udlejet en væsentlig del af boligerne, hvorfor det for nuværende ikke har belastet Indklagede, at den sidste prøvebolig (Prøvebolig 2, opgang 20, st.) først blev afleveret den 2. oktober 2024. Dertil bemærkes det, at Indklagede allerede havde Prøvebolig 1, opgang 20, 2, til rådighed den 13. september 2024, hvorved udlejning allerede kunne påbegyndes på dette tidspunkt, hvilket alene er 18 dage efter tidspunktet, som 0-239 kommer frem til som (del)afleveringstidspunkt.
Det bemærkes i øvrigt, at Klager forventer at kunne aflevere i nærhed af den 27. februar 2025.
- Jordkrav og jorddeponi
0-239 giver Klager medhold i, at Klagers opgjorte mængder af udgravet og bortkørt jord er korrekte og sandsynliggjort. Derimod beregner opmændene Klagers krav på baggrund af en enhedspris på kr. 563 pr. m3, hvilket ikke er en enhedspris, som Klager kan genkende og som Indklagede umiddelbart ej heller synes at have argumenteret for. Det er for Klager uklart, hvorledes den pågældende enhedspris er fremkommet, da der aldrig vil være ens pris på udgravning og bortkørsel af jord, da jorden tilhørte flere forskellige deponiklasser og derved forskellige priser pr. ton.
Det er som følge af ovenstående, Klagers opfattelse, at 0-239 bygger på et fejlagtigt grundlag og under alle omstændigheder på et uklart og uoplyst grundlag, hvorfor det findes berettiget og rimeligt, at nærværende voldgiftsklage tillægges opsættende virkning for så vidt angår det til Klager pålagte beløb til Indklagede at betale, stor kr. 515.584,50 kr. med tillæg af moms.
- Øget omkostninger til styring og byggeplads
Som følge af, at TE er blevet og skal indrømmes tidsfristforlængelse, har TE et dertil tilknyttet berettiget krav om betaling af øget omkostninger til styring af byggeplads og forlænget byggepladsperiode.
Som det fremgår af påstanden udgør kravet foreløbigt ca. 50 % af BH foreløbigt tilkendte dagbodskrav. Såfremt Voldgiftsretten måtte komme frem til, at TE skal have medhold i sin påstand om forskydning eller sin påstand om yderligere tidsfristforlængelse, vil TE’s krav blive forøget tilsvarende. Det savner mening, at BH på den ene side skal have udbetalt dagbodskravet allerede nu, men ikke skal betale omkostningerne forbundet med styring af byggeplads og forlænget byggepladsperiode for samme periode. Også af denne årsag må det anses som værende rimeligt, at Klageskriftet tillægges opsættende virkning.
I processkrift vedrørende formaliteten af 14. januar 2025 har TE yderligere anført (bilagshenvisninger udeladt):
»…
- Hjemmel til at træffe afgørelse om opsættende
Hurtig Afgørelse O-239 af 18. november 2024 er gennemført på baggrund af ABT 18 § 66. stk. 9, sidste pkt. og Voldgiftsnævnets procesregler for hurtige afgørelser (2018) § 17, stk. 5, hvoraf det med enslydende ordlyd fremgår af begge regelsæt:
…
Derudover fremgår det af betænkning nr. 1570 af 2018, side 200 (som BH selv har henvist til i sit foreløbige svarskrift i anden sammenhæng):
…
Derudover er der til sammenligning fast praksis på, at Højesteret om søgsmåls opsættende virkning har antaget, at selv om en udtrykkelig lovhjemmel ikke måtte foreligge, er domstolene ikke afskåret fra at tillægge et søgsmål vedrørende gyldigheden af en administrativ afgørelse opsættende virkning, jf. bl.a. U.1996.879 H og U.1994.823 H.
På den baggrund gøres det gældende, at voldgiftsretten har kompetence til at træffe afgørelse vedrørende den af TE fremsatte begæring om at tillægge Hurtig Afgørelse O-239 af 18. november 2024 opsættende virkning.
De af BH fremførte bemærkninger om voldgiftsrettens påståede manglende kompetence savner juridisk relevans.
Der henvises i øvrigt herom til Praksisnotat af 19. marts 2024 »Hurtige afgørelser/opmandsafgørelser ved Voldgiftsnævnet«, side 11, samt Afgørelse af 4. maj 2022 i C-16095, hvoraf fremgår, at spørgsmålet om opsættende virkning i en situation som den foreliggende netop kan undergives en særskilt vurdering af en voldgiftsret.
- Betingelserne for at tillægge opsættende virkning, herunder en konkret
Der er mellem parterne enighed om, at forarbejderne til ABT 18 § 66, stk. 9, sidst pkt. ikke angiver nærmere betingelser for, hvornår en afgørelse kan tillægges opsættende virkning.
Derfor må der foretages en konkret vurdering.
I den sammenhæng er der mellem parterne tillige enighed om, at voldgiftsretten i givet fald skal forholde sig til følgende:
- En umiddelbar vurdering af sagen skal føre til, at sagen har noget på sig (»fumus boni juris«), at der skal foreligge et rimeligt grundlag for sagens anlæg.
- En interesseafvejning skal tale for opsættende TE’s interesse i, at voldgiftsretten principalt tillægger Hurtig Afgørelse O-239 af 18. november 2024, subsidiært alene dagbodskravet, opsættende virkning, skal veje tungere end BH’s interesse i det modsatte, og der må ikke foreligge hensyn, som taler imod opsættende virkning.
Ad. 1. Rimeligt grundlag for sagens anlæg.
For så vidt angår den første betingelse henvises i sin helhed til indholdet af TE’s klageskrift af 17. december 2024 for en nærmere gennemgang af sagens materielle indhold.
Det er alene, hvis sagen synes umiddelbart udsigtsløs, at betingelsen ikke er opfyldt. I den sammenhæng gøres det gældende, at en umiddelbar vurdering af sagen netop viser, at sagen har noget på sig, og at sagen ikke er
umiddelbart udsigtsløs. Tværtimod fremgår det af klageskriftet, at der er en lang række konkrete omstændigheder, som taler for et for TE bedre resultat, end hvad fremgår af Hurtig Afgørelse O-239 af 18. november 2024.
Uden at gå nærmere ind i sagens materielle indhold skal det blot atter fremhæves, at en væsentlig del af bevisførelsen vil blive ført ved parts- og vidneforklaringer, hvilket i sagens natur ikke skete under Hurtig Afgørelse O-239 af 18. november 2024. Allerede af denne årsag kan det ikke udelukkes, at nærværende voldgiftssag kanmedføre et for TE bedre resultat, idet det herved særligt bemærkes, at der ikke tidligere er sket nærmere prøvelse af de særlige forhold og konkrete aftaler under byggeriet, som parterne indgik i forbindelse med tidspunktet for aflevering af prøveboligerne.
Det fremhæves, at det ved voldgiftsrettens vurdering af spørgsmålet om opsættende virkning ikke med overvejende grad af sandsynlighed skal sandsynliggøres, at TE vil kunne få medhold i sine påstande. Det skal blot sandsynliggøres, at sagen ikke er udsigtsløs. De i klageskriftet af 17. december 2024 angivne oplysninger, herunder de nævnte parts- og vidneforklaringer, gør det nærliggende at antage, at Hurtig Afgørelse O-239 af 18. november 2024 ikke er baseret på et fuldstændigt og retvisende grundlag.
Ad. 2. Interesseafvejning mellem parterne.
For så vidt angår den anden betingelse må det være nærliggende, at TE som følge af den allerede tilkendte ret til tidsfristforlængelse på 40 arbejdsdage tillige har et dertil tilknyttet berettiget krav om betaling af øgede omkostninger til styring af byggeplads og forlænget byggepladsperiode.
Det bemærkes herved, at årsagen til tidsfristforlængelsen skyldes BH’s pålagte ansvar som bygherre for den ansvarspådragende forsinkelse vedrørende den uregistrerede olietank og den efterfølgende konstaterede olieforurening på grunden.
I den henseende gentages det, at det savner mening, at BH på den ene side skal have udbetalt dagbodskravet allerede nu, men ikke skal betale omkostningerne forbundet med styring af byggeplads og forlænget byggepladsperiode for samme periode. Ud fra en vægtet interesseafvejning mellem parterne bør der være samtidighed mellem parternes ydelser. Det forhold, at uenigheden om omkostningerne forbundet med styring af byggeplads og forlænget byggepladsperiode ikke har været behandlet under Hurtig Afgørelse O-239, skal ikke medføre, at nærværende forhold ikke skal tillægges betydning.
Der er mellem parterne enighed om, at indbringelse af en Hurtig Afgørelse som udgangspunkt ikke tillægges opsættende virkning, jf. ordlyden af ABT 18, stk. 9, sidste pkt.
Der er tillige enighed om, at udvalget i betænkning nr. 1570 af 2018, side 200, har fravalgt en mulighed for automatisk opsættende virkning med følgende begrundelse:
…
I modsætning til det af BH fremhævede i ovennævnte uddrag fra betænkningen skal det fremhæves, at fokus ved voldgiftsrettens vurdering om opsættende virkning primært skal relatere sig til 2 forhold – dels 1) om der er tale om en »kreditanke«, og dels 2) om en opsættende virkning vil have en negativ indflydelse på byggeriets fremdrift.
Som det selv er fremhævet af BH i sit foreløbige svarskrift, har TE en solid økonomi. Der ses således ikke mellem parterne at være uenighed om, at indbringelsen af nærværende sag for voldgift ikke er en såkaldt »kreditanke«, som har til formål at sikre TE en uberettiget kredit på bekostning af BH.
Derudover vil en opsættende virkning heller ikke medføre en forsinkelse og/eller have en negativ indflydelse på byggeriets fremdrift. Der er tale om en isoleret tvist mellem parterne, som kan håndteres uafhængigt heraf. Som det fremgår af klageskriftet af 17. december 2024, side 3, nederst, forventes det, at TE foretager aflevering af byggeriet den 27. februar 2025 med undtagelse af udenomsarealerne.
Det er således ikke korrekt, når BH i sit foreløbige svarskrift fejlagtigt anfører, at opsættende virkning vil have en skadelig virkning på den fortsatte fremdrift af byggeriet.
Der er intet grundlag for at antage, at en opsættende virkning vil medføre, at parterne ikke kan komme videre med byggeriet og samarbejdet herom. De faktuelle forhold dokumenterer tillige dette, idet TE på intet tidspunkt har bremset entreprisearbejderne eller i øvrigt ikke fremmet entreprisen behørigt.
En opsættende virkning vil alene medføre, at fuldbyrdelsen af Hurtig Afgørelse O-239 af 18. november 2024 udskydes, indtil der foreligger en endelig afgørelse i nærværende voldgiftssag.
For så vidt angår de af BH fremsatte synspunkter om, at en opsættende virkning vil have skadelig virkning for udlejning, er disse udokumenterede, ligesom det ikke er forsøgt dokumenteret.
Derudover er det udokumenteret (og ikke forsøgt dokumenteret), at en indflytning af lejere på et senere tidspunkt end den 1. marts 2025 vil kunne medføre genhusning af lejerne med væsentlige omkostninger til følge.
Herover bemærkes, at TE har en yderligere uafklaret økonomi med BH vedrørende dels nærværende byggeri i form af ubetalte fakturaer (Bilag 70) for udførte arbejder, og dels manglende betaling, jf. ubetalte fakturaer vedrørende en anden entreprise, beliggende X-vej 4, …, hvilket vedrører en totalentreprise, som TE har udført for BH før nærværende totalentreprise.
Mellemværendet forbundet hermed kan opstilles således ekskl. moms: Vedr. X-vej 10:
Vedr. X-vej 4:
Disse faktiske omstændigheder er efter TE’s opfattelse med til at understrege behovet for at tillægge Hurtig Afgørelse O-239 af 18. november 2024 opsættende virkning, således at der kan foretages en samlet økonomisk afklaring af parternes samlede økonomiske mellemværende, og hvor der sker samtidighed mellem parternes ydelser.«
BH har til støtte for, at klagen ikke tillægges opsættende virkning i sit foreløbige svarskrift og klageskrift af 31. december 2024 anført følgende (bilagshenvisninger og afsnitsnummerering udeladt):
»4.1 Opsættende virkning (TE’s påstand 1/BH’s påstand F)
Til støtte for BH’s nedlagte påstand F gør BH overordnet gældende, at TE’s indbringelse af den hurtige afgørelse for en voldgiftsret ikke skal tillægges opsættende virkning.
Det bestrides, at parterne i procesaftalen (bilag A) har aftalt, at hvis en tvist indbringes for en voldgiftsret har dette automatisk opsættende virkning. Dette fremgår ingen steder af procesaftalen. Det af TE citerede fra procesaftalen i klageskriftet på side 3 er alene en pædagogisk henvisning til, at der ikke med procesaftalen er indgået aftale om ankeafkald, jf. herved til sammenligning retsplejelovens § 370.
Bestemmelsen tager ikke stilling til opsættende virkning. Hvis det havde været TE’s ønske, at »anke« automatisk skulle indebære opsættende virkning, havde det været naturligt, at TE havde betinget sig dette indført i aftalen.
Det gøres gældende, at voldgiftsretten ikke har hjemmel til at tillægge klagen opsættende virkning således at den hurtige afgørelse ikke skal opfyldes.
BH anerkender, at der i ABT 18 § 66, stk. 9, sidste pkt. om hurtige afgørelser og Voldgiftsnævnets procesregler for hurtige afgørelser (2018) § 17, stk. 5, fremgår følgende:
…
Det fremgår imidlertid af ABT 18 § 67, stk. 6, at »For voldgiftssager gælder de regler, som er fastsat af Voldgiftsnævnet.« og reglerne fastsat af Voldgiftsnævnet for voldgiftssager (2018), jf. disses § 1, indeholder ikke en bestemmelse om opsættende virkning.
Voldgiftsretten har derfor ikke hjemmel til at træffe afgørelse om opsættende virkning, fordi voldgiftsretten skal behandle voldgiftssagen efter det regelgrundlag om voldgift som parterne har aftalt.
Voldgiftsprocessen og dennes grundlag har hjemmel i parternes aftale om vedtagelse ABT
18 § 67 og Voldgiftsnævnets processuelle regler om voldgift (2018). Voldgiftsprocessen og dennes grundlag har ikke hjemmel i parternes vedtagelse af ABT 18 § 66 og Voldgiftsnævnets procesregler for hurtige afgørelser (2018).
Voldgiftsprocessens særlige karakter og grundlag indebærer derfor, at voldgiftsretten skal være tilbageholdende med at træffe afgørelse om forhold, hvor der ikke er (klar) hjemmel, og voldgiftsretter skal, når aftalen om voldgiftsprocessen ( ABT 18 § 67 og Voldgiftsnævnets procesregler om voldgift (2018)), er tavs om opsættende virkning, respektere det som et frafald af muligheden for at træffe afgørelse, jf. eksempelvis Werlauff i Rammeskow Bang Pedersen m.fl., Retsplej eloven 100 år, side 578 f.
Der eksisterer ikke indenfor voldgiftsproces og voldgiftsretlig regulering samme mulighed for uden udtrykkelig (lov)hjemmel at træffe afgørelse om opsættende virkning, som der eksisterer indenfor domstolsprøvelse af gyldigheden af administrative afgørelser, jf. eksempelvis UfR 1994.823 H om opsættende virkning af en offentlig, administrativ afgørelse, hvor Højesteret herom udtalte:
…
Hvis voldgiftsretten finder, at der hjemmel til at tillægge klagen opsættende virkning, gør BH gældende, at der ikke i dette tilfælde findes grundlag for at klagen konkret tillægges opsættende virkning.
I betænkning nr. 1570 af 2018 side 200 fremgår, at udvalget specifikt har fravalgt en mulighed for automatisk opsættende virkning med følgende begrundelse:
…
Det fremgår ikke herudover af forarbejderne til ABT 18 § 66, stk. 9, sidste pkt. under hvilke betingelser opsættende virkning kan tillægges. En vurdering heraf må derfor ske efter lignende principper for domstolenes mulighed for at tillægge søgsmål om gyldigheden af administrative afgørelser opsættende virkning.
I Højesterets kendelse gengivet i UfR 1994.823 H udtalte Højesteret følgende herom:
…
Det følger betænkning nr. 1570 af 2018 og Højesterets kendelse, at opsættende virkning kun skal ske helt undtagelsesvist.
I Højesterets kendelse gengivet i UfR 1994.823 H udtaler Højesteret følgende nærmere om vurderingen:
…
Tilsvarende er fastslået i fx UfR 2016.1256 H (MSRA-sagen) og i MAD 2023.87 Ø (Amager fælled), hvor der i sidstnævnte også blev anført:
…
I ingen af de nævnte afgørelser blev søgsmålet tillagt opsættende virkning. I forhold til første led om afvejningen af interesse i opfyldelse overfor arten og omfanget af skade, skal det indgå, hvorvidt TE udsættes for alvorlige og uoprettelige skader.
I forhold til sidste led om et rimeligt grundlag for påstanden om gyldighed, må det i denne sag fortolkes som et rimeligt grundlag for TE’s påstand om et bedre resultat end hvad der følger af opmændenes afgørelse.
Det gøres gældende, at TE’s interesse i udsættelse af opfyldelsen af afgørelsen må vige for BH’s interesse i at afgørelsen foreløbigt håndhæves, og at TE ikke herved udsættes for alvorlige og uoprettelige skader.
BH har en klar interesse i, at afgørelsen opfyldes, fordi opmændene gav BH medhold i, at TE ikke havde krav på tidsfristforlængelse i fuldt omfang, hvorved det skal sikres, at byggeriets fremdrift gennemføres og afleveres i overensstemmelse med opmændenes afgørelse, jf. herved grundlaget for at hurtige afgørelser ikke skal tillægges opsættende virkning og bemærkningerne i betænkning nr. 1570 af 2018 side 200:
…
I overensstemmelse hermed, og af hensynet til effektiv opretholdelse af fremdriften af byggeriet, skal afgørelsen ikke tillægges opsættende virkning.
I klageskriftet på side 3 henviser TE til at formålet med prøveboliger kun var at give BH god tid og mulighed for at udleje de boliger, der opføres inden den endelige aflevering. Dette bestrides. Faktum er, at TE væsentligt forsinkede aflevering af prøveboliger har medført, at BH måtte udleje til lavere husleje og dermed opnå en lavere værdi.
Den forsinkede aflevering af prøveboliger har desuden medført at BH langt fra har udlejet 90 % af boligerne. BH har en væsentlig aktuel, nødvendig og presserende interesse i at opnå udlejning af mindst 90% af boligerne, fordi realkreditfinansiering kan udbetales på dette tidspunkt, hvorefter byggefinansieringen kan indfries.
De manglende lejeindtægter ekskl. tab ved lavere husleje udgør kr. 1.023.350 pr. måned.
Den lavere husleje udgør kr. 100 lavere husleje pro anno pr. m2, i alt et værditab på ejendommen på kr. 12,2 mio.
Den forlængede og forøgede byggekredit udgør kr. 1,3 mio. pr. måned, da omkostningerne til byggekreditten udgør ca. kr. 1,6 mio., mens en realkreditfinansiering udgør ca. 0,3 mio.
Som … vedlægges en oversigt en beregningsoversigt over disse beløb.
Baseret på TE’s oplysninger på nuværende tidspunkt om at aflevering af byggeriet sker per den 20. februar 2025 har BH overfor lejere forudsat indflytning pr. 1. marts 2025. Hvis lejerne ikke kan flytte ind den 1. marts 2025, vil det i værste konsekvens betyde genhusning af lejerne med væsentlige omkostninger til følge.
BH’s dagbodskrav og de af opmændene fastsætte frister for byggeriets færdiggørelse, skal derfor sikre at BH kompenseres for de væsentlige økonomiske tab BH udsættes ved at byggeriet ikke afleveres til tiden.
Endvidere skal de sikre klarhed over de aktuelle afleveringsterminer og sikre at disse overholdes, så BH har et grundlag at agere ud fra overfor lejere, med hensyn til opnåelse af realkreditfinansiering og indfrielse af byggefinansiering. Formålet med at de hurtige afgørelser ikke skal tillægges opsættende virkning er netop, at der er klarhed over retningslinjerne for byggeriet. Hvis klagen tillægges opsættende virkning, vil BH være i uvished om afleveringsdatoen.
TE udsættes ikke for alvorlig eller uoprettelig skade ved at klagen ikke tillægges opsættende virkning. Hvis klagen ikke tillægges opsættende virkning sikres den fastsatte fremdrift af byggeriet som fastslået af opmændene og tvisten er herefter alene er reduceret til et spørgsmål om tilbagebetaling af penge, jf. herved også bemærkningerne i betænkning nr. 1570 af 2018 side 200:
…
TE skal ikke kunne sikre sig kredit ved at indbringe den hurtige afgørelse for voldgift, jf. herved bemærkningerne i betænkning nr. 1570 af 2018 side 200 om det bevidste fravalg af automatisk opsættende virkning for at modvirke:
…
Det bemærkes i den forbindelse, at BH’s overfor TE har stillet sikkerhed på kr. 9 mio., jf. herved e-mail af 7. juni 2024 bilagt: e-mail af 7. juni 2024 fra Jyske Bank om frafald af modregningsadgang, kontopantsætningsaftale mellem TE og BH, depotoversigt, depotudskrift og kontoudskrift.
Dertil kommer, at TE ifølge årsregnskabet for perioden juli 2023 til juni 2024 har en likvid beholdning på samlet ca. kr. 15,2 mio.
I den forbindelse fremhæves endvidere, at opmændene gav BH medhold i tilbagebetaling af beløb, som BH havde betalt til TE under forbehold om tilbagesøgning, jf. herved procesaftalen.
Til støtte for at ordlyden i betænkning nr. 1570 af 2018 om at hurtige afgørelse skal efterleves så byggesagen kan fortsætte vejer tungere end TE’s rent økonomiske interesser i opsættende virkning henvises endvidere til Højesterets kendelse i UfR 19984.823 H, hvor Højesteret udtalte:
…
Det gøres gældende, at der ikke er et rimeligt grundlag for TE’s påstand om et bedre resultat end hvad der følger af opmændenes afgørelse. Tværtimod er der et rimeligt grundlag for, at TE opnår et dårligere resultat.
Der henvises herom til BH’s foreløbige sagsfremstilling og anbringender vedrørende realiteten i afsnit 5.
Det gøres gældende, at de af TE anførte grunde ikke kan inddrages ved vurderingen eller føre til at klagen skal tillægges opsættende virkning.
Særligt til det i klageskriftet på side 3 anførte om, at en væsentlig del af bevisførelsen vil blive ført ved parts- og vidneforklaringer, og at dette ikke er tilladt ved en hurtig afgørelse, bemærkes:
Dette kan ikke inddrages ved vurderingen og kan i øvrigt ikke føre opsættende virkning, da TE i så fald ikke skulle have accepteret at parternes uenighed herom skulle underkastes en hurtig afgørelse ved parternes procesaftale.
Særligt til det i klageskriftet på side 4 anførte om, at »Det savner mening, at BH på den ene side skal have udbetalt dagbodskravet allerede nu, men ikke skal betale omkostningerne forbundet med styring af byggeplads og forlænget byggeperiode.« bemærkes:
Dette kan ikke inddrages ved vurderingen og kan i øvrigt ikke føre til opsættende virkning, da TE i så fald skulle have indtalt dette krav ved TE’s begæring om hurtig afgørelse, hvilket TE ikke gjorde, og da kravet skal afvises fra behandling under voldgiftssagen, jf. nærmere afsnit 4.2.
Det er i øvrigt første gang, at TE’s krav om styring af byggeplads og forlænget byggeperiode ses opgjort, og i øvrigt helt usædvanligt som »… ca. 50 % af BH foreløbigt tilkendte dagbodskrav.«, jf. klageskriftet side 4 midtfor.
Det gøres derfor sammenfattende gældende, at anmodningen om opsættende virkning ikke skal tages til følge og indbringelse af den hurtige afgørelse (bilag 1) for voldgift skal derfor ikke tillægges opsættende virkning.«
I processkrift A af 16. januar 2025 har BH yderligere anført (bilagshenvisninger udeladt):
»…
- Voldgiftsrettens kompetence og hjemmel
TE henviser i processkriftet til ABT 18 § 66, stk. 9, og Voldgiftsnævnets procesregler for hurtige afgørelser (2018) § 17, stk. 5, samt betænkning nr. 1570 af 2018 side 200.
Som anført i foreløbigt svarskrift/klageskrift, særligt afsnit 4.1.3, bestrider BH ikke, at det fremgår heraf, at voldgiftsretten kan træffe afgørelse om, at indbringelsen af en hurtig afgørelse skal have opsættende virkning.
BH gør imidlertid gældende, at voldgiftsretten konkret ikke har hjemmel til at træffe en sådan afgørelse, fordi de nævnte regler ikke regulerer parternes voldgiftsaftale. Parternes voldgiftsaftale er reguleret af ABT 18 § 67, stk. 6, hvoraf fremgår, at »For voldgiftssager gælder de regler, som er fastsat af Voldgiftsnævnet.« og reglerne fastsat af
Voldgiftsnævnet, er Voldgiftsnævnets procesregler for voldgift (2018), jf. disses § 1, som ikke indeholder en bestemmelse som giver voldgiftsretten hjemmel til at træffe afgørelse om opsættende virkning.
Der eksisterer ikke indenfor voldgiftsproces og voldgiftsretlig regulering samme mulighed for – uden udtrykkelig (lov)hjemmel – at træffe afgørelse om opsættende virkning, som der eksisterer indenfor domstolsprøvelse af gyldigheden af administrative afgørelser. En sådan hjemmel er der således ikke.
TE har i processkriftet på side 3 øverst henvist til Voldgiftsnævnets praksisnotat II og den i praksisnotatet på side 11 omtalte afgørelse i sag C-16095. Som det fremgår af praksisnotatet fandt Voldgiftsnævnet blot, at spørgsmålet om eventuel afgørelse vedrørende opsættende virkning måtte afvente nedsættelse af en voldgiftsret. Det ses ikke af praksisnotatet, at indbringelsen konkret blev tillagt opsættende virkning. Det kan heller ikke udledes om omstændigheder i sag C-16095 og de af BH fremførte anbringender i denne sag, også blev gjort gældende i afgørelsen omtalt i praksisnotatet.
Det fastholdes på denne baggrund, og med henvisning til det anførte i foreløbigt svarskrift/klageskrift afsnit 4.1.3, at voldgiftsretten ikke har hjemmel til at træffe afgørelse om opsættende virkning.
- Indbringelse af den hurtige afgørelse skal ikke tillægges opsættende virkning
Som det fremgår af foreløbigt svarskrift/klageskrift afsnit 4.1.4 til afsnit 4.1.8, kan opsættende virkning kun helt undtagelsesvist ske, og der skal ved interesseafvejningen tages hensyn til det i betænkning nr. 1570 af 2018 side 200 anførte samt de kriterier og den afvejning, der efter retspraksis ( UfR 1994.823 H, UfR 2016.1256 H og MAD 2023.87 Ø) foretages.
Det gøres i den forbindelse gældende, at det afgørende kriterium for at en klage eller et søgsmål tillægges opsættende virkning, er arten og omfanget af den skade TE kan blive påført, og således om TE udsættes for alvorlig og uoprettelig skade. Hvis ikke der foreligger alvorlig og uoprettelig skade, kan en klage eller et søgsmål ikke tillægges opsættende virkning.
TE har ikke gjort gældende eller i øvrigt redegjort for, at TE ved opfyldelse af den hurtige afgørelse udsættes for skade, og slet ikke alvorlig og uoprettelig skade. Tværtimod har TE på side 5 bekræftet at have en sund økonomi, og som anført i foreløbigt svarskrift/klageskrift afsnit 4.1.5.2 har BH stillet garanti overfor TE.
Voldgiftsretten kan derfor lægge til grund, at TE ikke udsættes for skade, herunder alvorlig og uoprettelig skade. Det gøres gældende, at voldgiftsretten – allerede derfor – skal afvise at tillægge klagen opsættende virkning.
Det bestrides, at det af TE øvrige anførte kan begrunde opsættende virkning, og hertil bemærker BH følgende:
Det gøres gældende, at det ved vurderingen skal tillægges vægt, at BH – uden præjudice og under tilbagesøgningsforbehold – forudbetalte TE for de påståede krav, som BH ved den hurtige afgørelse fik medhold i delvis tilbagebetaling af. Havde BH ikke udvist denne venlighed overfor TE ved at foretage forudbetaling, havde TE ikke kunne anmode om opsættende virkning. Dette skal komme TE til skade ved vurderingen af om klagen skal tillægges opsættende virkning.
Det fastholdes, som anført i foreløbigt svarskrift/klageskrift afsnit 4.1.6 og afsnit 5, at der ikke er et rimeligt grundlag for at TE opnår et bedre resultat. Tværtimod er der rimeligt grundlag for, at TE opnår et dårligere resultat, hvilket taler for, at opsættende virkende ikke skal tillægges.
Selv hvis der er et rimeligt grundlag for at TE kan opnå et bedre resultat, er dette ikke i sig selv tilstrækkeligt til at opnå opsættende virkning, da opsættende virkning kun kan ske helt undtagelsesvist, og da de øvrige kriterier der indgår i vurderingen om opsættende virkning, samlet taler imod opsættende virkning.
TE anfører i processkriftet på side 5, at fremdriften af byggeriet ikke hindres ved opsættende virkning, og anfører til støtte herfor på side 5, at det »… forventes…« at TE afleverer byggeriet den 27. februar 2025, og at TE »… på intet tidspunktet har bremset entreprisearbejderne eller i øvrigt ikke fremmet entreprisen behørigt.«
TE har på flere punkter hindret og forsinket arbejdet, hvilket opmændenes afgørelse netop er udtryk for, ved at TE ikke tilkendes fuld tidsfristforlængelse. At TE ikke har fremmet entreprisen, har BH redegjort for i tidskonsekvensanalysen og i de indleverede processkrifter. TE’s blotte forventning er desuden ikke betryggende og tilstrækkelig til at klagen tillægges opsættende virkning. BH har af de grunde, der er anført i foreløbigt svarskrift/klageskrift (særligt afsnit 4.1.5), en klar interesse i, at afgørelsen ikke tillægges opsættende virkning så byggeriets fremdrift fastholdes, som TE’s interesse i opsættende virkning må vige for.
Det af TE omtalte krav på betaling for forlænget byggeperiode var ikke en del af parternes tvist under den hurtige afgørelse, og parterne har ikke gennemført den obligatoriske forhandlingstrappe for dette påståede krav. Dette kan ikke inddrages ved vurderingen eller føre til at klagen tillægges opsættende virkning, jf. det anførte i foreløbigt svarskrift/klageskrift (afsnit 4.1.7.2 og afsnit 4.2) samt det anførte nedenfor i afsnit 2.
TE’s bemærkninger og fremlagte om et påstået tilgodehavende vedrørende vinterforanstaltninger og køkkener på X-vej 10 henholdsvis bilag 71 om et påstået tilgodehavende på entreprisen X-vej 4, er ikke retligt relevante for denne tvist, allerede fordi voldgiftssagen ikke angår de påståede krav. Dette kan derfor ikke inddrages ved vurderingen eller føre til at klagen tillægges opsættende virkning. Ex tuto bemærkes, at kravenes berettigelse og opgørelse bestrides, herunder som udokumenteret, og for kravene på X-vej 4, er de desuden også fortabt og prækluderet, da de ikke er fremsat senest ved slutopgørelsen. Den obligatoriske forhandlingstrappe i ABT 18 § 62, er ej heller gennemført for de påståede krav.
Sammenfattende fastholdes det, at anmodningen om opsættende virkning ikke skal tages til følge og indbringelse af den hurtige afgørelse for voldgift skal derfor ikke tillægges opsættende virkning.«
Formandens begrundelse og resultat
Parterne har vedtaget ABT 18, jf. pkt. 3.1, nr. 2, i totalentrepriseaftale af 2. november 2023. Parterne har endvidere forud for den appellerede hurtige afgørelse af 18. november 2024 indgået en procesaftale af 26. august 2024, hvoraf fremgår:
»Vi indgår følgende aftale om processen for afklaring af vores uenigheder om jordkravet (herunder betalingskrav og tilbagebetalingskrav) og tidskravet (herunder tidsfristforlængelse, forlænget byggepladsdrift og dagbod):
- Vedrørende jordkravet har bygherren til dato betalt 3.469.716,95 med tillæg af moms og betaler senest 5 arbejdsdage efter indgåelse af aftalen yderligere kr. 1.034.309,75 med tillæg af moms Betalingerne af sket uden præjudice og under tilbagesøgningsforbehold for det tilfælde, at totalentreprenøren ikke er berettiget til ekstrabetaling som krævet.
- Vedrørende tidskravet har bygherren tildelt totalentreprenøren en samlet tidsfristforlængelse på 16 arbejdsdage, mens totalentreprenøren har krævet yderligere tidsfristforlængelse.
- Uenighederne underkastes en hurtig afgørelse efter ABT 18 66, stk. 1, litra i.
- Totalentreprenøren iværksætter hurtig afgørelse den 9. oktober 2024. Parterne er enige om at der udmeldes 2 opmænd (en teknisk og en juridisk).
- Hvis resultatet af den hurtige afgørelse ikke kan tiltrædes helt eller delvist af en part, kan den indbringes for en voldgiftsret efter ABT 18 66, stk. 9.
Ved procesaftalens pkt. 3 og 4 har parterne vedtaget, at der skal træffes afgørelse om de i aftalen angivne omtvistede spørgsmål ved en hurtig afgørelse efter ABT § 66, stk. 1, litra i, af to opmænd; en teknisk og en juridisk. Efter indholdet af pkt. 3 og 4 sammenholdt med pkt. 5 må aftalen forstås sådan, at den videre proces i forbindelse med den hurtige afgørelse herefter er reguleret af bestemmelserne i ABT § 66, og at appel herunder i det hele er reguleret af ABT 18 § 66, stk. 9. Det i § 66, stk. 9, 5. pkt., bestemte om, at appel af en hurtig afgørelse ikke har opsættende virkning, medmindre voldgiftsretten træffer anden bestemmelse, må herved også anses for gældende.
Spørgsmålet om, hvorvidt indbringelsen for voldgift skal tillægges opsættende virkning, skal følgelig afgøres efter ABT 18 § 66, stk. 9, 5. pkt.
Bestemmelsen i ABT 18 § 66, herunder stk. 9, 5. pkt., svarer til AB 18 § 68, herunder stk. 9, 5. pkt.
Ifølge forarbejderne i betænkning nr. 1570/2018, svarer bestemmelserne om tvistløsning i ABT 18, det vil sige bl.a. § 68, til bestemmelserne om tvistløsning i AB 18 og skal fortolkes i overensstemmelse hermed. Om AB 18 § 68, stk. 9, 5. pkt., fremgår det af betænkningen s. 200:
»Efter 5. pkt. har indbringelse for voldgift ikke opsættende virkning. Voldgiftsretten kan dog træffe beslutning om, at indbringelsen skal have opsættende virkning. Dette svarer til ordningen for sager ved domstolene i tilfælde, hvor en dom er anket efter udløbet af fuldbyrdelsesfristen. Udvalget forudsætter, at den hurtige afgørelse kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens regler, når der er gået 8 uger, fra afgørelsen er truffet, uden der er anlagt voldgiftssag, og voldgiftsretten har besluttet at tillægge indbringelsen opsættende virkning. Udvalget har overvejet en ordning, hvor indbringelse for voldgift opsættende virkning, eventuelt har forbindelse med en kortere fuldbyrdelsesfrist, således at indbringelse inden fuldbyrdelsesfristen havde opsat virkning. Udvalget finder imidlertid, at dette ville kunne medføre, at afgørelserne alene blev indbragt for voldgift for at sikre kredit ved at udskyde pligten til at opfylde. Det er vigtigt, at tvisteløsningssystemet indeholder mulighed for en hurtig afgørelse, der skal efterleves, så parterne kan komme videre med byggeriet og samarbejdet herom. Muligheden for en ændret afgørelse på et langt senere tidspunkt efter en voldgiftssag, vil i så fald være reduceret til et spørgsmål om penge og ikke hindre fremdriften af byggeriet. Udvalget finder endvidere, at dette formentlig vil begrænse omfanget af indbringelser for voldgift og dermed begrænse omfanget af tvister og deraf følgende omkostninger og forbrug af tid.«
Det følger af ordlyden af ABT 18 § 68, stk. 9, 5. pkt., og den parallelle bestemmelse i AB 18 § 66, stk. 9, 5. pkt., at appel af hurtige afgørelser som udgangspunkt ikke har opsættende virkning. Henset hertil og formålet med den hurtige afgørelsesprocedure og i lyset af, hvad der følger af almindelige retsprincipper om opsættende virkning, må voldgiftsrettens adgang til tillægge appel af hurtige afgørelser opsættende virkning forstås som en undtagelse, der kun finder anvendelse under særlige omstændigheder.
Beslutningen om, hvorvidt der skal meddeles opsættende virkning, må i den forbindelse træffes på grundlag af en samlet vurdering i den enkelte sag. I almindelighed må det i den forbindelse tages i betragtning, om klageren har påvist (i) at den anfægtede afgørelse umiddelbart er tvivlsom, dvs. at der er en rimelig sandsynlighed for, at klageren vil kunne få medhold i sin appel (fumus boni juris), og generelt også om klageren har påvist (ii) at manglende opsættende virkning vil medføre uoprettelig skade for klageren, f.eks. fordi klageren ikke vil kunne få tilbagebetaling fra indklagede, hvis klageren får medhold i voldgiftssagen, eller fordi klageren, hvis klageren skal betale det pågældende beløb, må antages at ville gå konkurs. Herudover (iii) skal en afvejning af parteres respektive interesser tale for, at indbringelsen for voldgift tillægges opsættende virkning.
Efter de foreliggende oplysninger er der ikke påvist nogen risiko for, at TE vil lide uoprettelig skade, hvis indbringelsen af den hurtige afgørelse af 18. november 2024 for voldgift ikke tillægges opsættende virkning. Da ovennævnte betingelse (ii) dermed ikke er opfyldt, og da det i øvrigt TE anførte ikke kan føre til et andet resultat,
Thi bestemmes
TE anmodning om, at indbringelsen af hurtig afgørelse af 18. november 2024 for voldgift tillægges opsættende virkning, tages ikke til følge.
[/learn_more]
