Ugens Dom
Ugens kendelse er afsagt af voldgiftsretten medio maj 2020, og vedrører en bygherre som ophæver en entreprisekontrakt efter at have fremsendt flere påkrav til entreprenøren. Entreprenøren nægter dog at have modtaget påkravene.
En bygherre (BH) i form af et feriecenter, indgik i september 2014 aftale med entreprenør (E), om udførelse af tagpaparbejde på en række lejligheder i feriecentret. Kontrakten omfattede 124 lejligheder.
Dommen på 30 sekunder
Det vigtigste først
Sagens kerne
E udførte det aftalte arbejde på 22 lejligheder, hvorefter BH den 11. juli 2016 ophævede kontrakten. BH begrundede ophævelsen i, at E på trods af 3 fremsendte påkrav, endnu ikke…
Rettens vurdering
Voldgiftsretten tog herefter stilling til, hvorvidt ophævelsen var berettiget. Indledningsvist bemærkede voldgiftsretten, at ophævelse kunnen ske i henhold til AB 92 § 40 (nugældende AB 18 § 59). Det fremgår…
Praktisk betydning
Kendelsen fastslår, at ophævelse af en entreprisekontrakt kræver særligt stærke beviser og årsager. Dette er begrundet i hensynet til hvor omfattende en sådan kontrakt er. Der er oftest forbundet flere…
Sagens forløb
E udførte det aftalte arbejde på 22 lejligheder, hvorefter BH den 11. juli 2016 ophævede kontrakten. BH begrundede ophævelsen i, at E på trods af 3 fremsendte påkrav, endnu ikke havde stillet garanti efter AB 92 § 6, stk. 1 (nugældende AB 18 § 9, stk. 1).
E mente derimod ikke at have modtaget hverken påkrav om at stille garanti, eller besked om ophævelsen af den 11. juli 2016. E påstod udelukkende, at have modtaget en mail den 5. juni 2016 fra et bestyrelsesmedlem, som på vegne af BH meddelte, at BH ikke længere ønskede at benytte E til arbejdet. E gjorde gældende, at dette ikke var en berettiget ophævelse.
Voldgiftsrettens vurdering
Voldgiftsretten tog herefter stilling til, hvorvidt ophævelsen var berettiget. Indledningsvist bemærkede voldgiftsretten, at ophævelse kunnen ske i henhold til AB 92 § 40 (nugældende AB 18 § 59). Det fremgår af AB 92 § 40 (og AB 18 § 59), at ophævelsen skal ske efter skriftligt påkrav. Ved tvist om hvorvidt ophævelsen er berettiget eller ej, har BH bevisbyrden for at både påkrav, og meddelelse om ophævelsen er kommet frem til E.
De fremsendte påkrav og meddelelsen om ophævelsen blev alle sendt med almindeligt brev fra BH til E. På trods af at BH kunne fremlægge attest for indlevering af brevene til postvæsenet, fandt voldgiftsretten det ikke tilstrækkeligt bevist, at E havde modtaget brevene.
Da BH ikke havde løftet bevisbyrden for at der var fremsendt skriftligt påkrav jf. AB 92 § 40, fandt voldgiftsretten at ophævelsen var uberettiget.
Praktisk læring
Hvad kan vi lære?
Kendelsen fastslår, at ophævelse af en entreprisekontrakt kræver særligt stærke beviser og årsager. Dette er begrundet i hensynet til hvor omfattende en sådan kontrakt er. Der er oftest forbundet flere omkostninger ved en ophævelse af en kontrakt, end der er hvis parterne i fællesskab kommer frem til en løsning.
Som følge af ovenstående stilles der strenge krav til bevisførelsen. BH skal bevise der er fremsendt påkrav. Et påkrav der sendes som post bør sendes med anbefalet brev fremfor almindeligt brev. Ved et anbefalet brev skal modtageren underskrive en kvittering ved modtagelse, hvilket vil være et klart bevis for modtagelsen af påkravet. Derudover bør brevet for en sikkerhedsskyld også sendes elektronisk. Det er altid godt bevismæssigt, at få en bekræftelse af modparten og er noget man så vidt muligt bør forsøge at få.
Kendelsen i fuld længdeLæs hele kendelsen
Påkravsskrivelserne og den ophævelsesskrivelse, som de indklagede har påberåbt sig, er alle sendt med almindeligt brev. E har benægtet at have modtaget brevene, og … har bekræftet dette under sin forklaring for voldgiftsretten. Under disse omstændigheder er hverken …’s forklaring om omstændighederne omkring brevenes afsendelse eller det forhold, at der er fremlagt attest for indlevering af brevene til postvæsenet, tilstrækkeligt til, at de indklagede har løftet bevisbyrden for, at brevene er kommet frem.
Det kan herefter alene lægges til grund, at E har modtaget mailbrevet af 5. juni 2016 (sagens bilag 2), hvor bestyrelsesmedlem … på vegne af BH meddelte, at feriecentret ikke længere ønskede at benytte E til arbejdet under henvisning til, at … ikke længere var en del af E. Det er ubestridt, at forholdet vedrørende … ikke berettigede til ophævelse af aftalen.
Samlet anser voldgiftsretten det herefter ikke for bevist af de indklagede, at BH berettiget har ophævet kontrakten med E. E har derfor krav på erstatning for uberettiget ophævelse.
Ad fastsættelse af E’s erstatningskrav
Erstatningskravet må som udgangspunktet fastsættes til den mistede fortjeneste for E ved ikke at kunne udføre det aftale tagpap arbejde på de resterende 102 lejligheder.
E har opgjort det mistede dækningsbidrag til 10.221,96 kr. ekskl. moms pr. lejlighed.
Ved vurderingen af E’s erstatningsopgørelse må det imidlertid indgå, at skønsmanden har anført, at der i tagdækkerbranchen normalt regnes med et dækningsbidrag på 25-30 % af salgsprisen. Det må videre indgå, at skønsmanden har anført, at de 13 timer pr. lejlighed, der er medtaget i E’s opgørelse virker lavt, og at et normalt timeforbrug skønnes at være ca. 5-7 timer højere pr. lejlighed. Endelig må der i forhold til E’s erstatningsopgørelse fradrages et beløb for udgift til stillads, idet voldgiftsretten ikke anser det for bevist, at aftalen indebar, at E for de resterende 102 lejligheder ikke selv skulle afholde udgift til stillads. Den fremlagte aftale mellem feriecentret og … A/S (sagens bilag 17) vedrørende de allerede udførte lejligheder kan ikke føre til et andet resultat. Skønsmanden har anslået udgiften til stillads til 3.250 kr. pr. lejlighed.
Som anført ovenfor skal der således foretages nogle væsentlig fradrag i E’s opgørelse af det mistede dækningsbidrag. Hertil kommer, at der ved fastsættelse af erstatningen også må tages højde for, at E ved ikke at udføre arbejdet er frigjort fra byggeriets risici, og at E har haft mulighed for at udnytte de frigjorte ressourcer til påtagelse af andre arbejder. Det sidste forhold er i det konkrete tilfælde af særlig betydning, da arbejdet ifølge parternes aftale skulle udføres over en længere tidshorisont, hvilket har forøget mulighederne for at begrænse tabet ved at anvende ressourcerne til andet arbejde.
På denne baggrund fastsætter voldgiftsretten skønsmæssigt og efter en samlet vurdering erstatningen til 400.000 kr. Der er ikke grundlag for at forrente erstatningsbeløbet fra et tidligere tidspunkt end tidspunktet for klageskriftets indlevering.
Voldgiftsretten bemærker, at de indklagede har anerkendt, at såfremt BH er erstatningsansvarlig over for E, kan de indklagede in solidum pålægges at betale erstatningen.
Voldgiftsretten tager herefter E’s påstand til følge med 400.000 kr., der forrentes med procesrente fra klageskriftets indlevering.
Ad sagsomkostninger
Ved afgørelse af spørgsmålet om sagsomkostninger må der lægges vægt på sagens udfald sammenholdt med de nedlagte påstande. Der må dog samtidig lægges vægt på, at sagens udover det rent beløbsmæssige også har angået spørgsmålet, om ophævelse var sket med rette. De indklagede har bestridt, at der forelå erstatningsansvar, og det har således været nødvendigt for E at anlægge sag for at opnå erstatning.
Under disse omstændigheder skal de indklagede betale delvise sagsomkostninger til E med i alt 45.000 kr. ekskl. moms. Af beløbet er 30.000 kr. til delvis dækning af udgifter til advokatbistand og 15.000 kr. til delvis dækning af udgifter til syn og skøn ekskl. moms. Beløbet vedrørende udgifter til advokatbistand er fastsat i forhold til det beløb, der er opnået medhold for, og i øvrigt efter sagens omfang og forløb.
De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, skal betales af E med ⅓ og af de indklagede med ⅔. Voldgiftsretten har i den forbindelse lagt vægt på de samme forhold som vedrørende sagsomkostninger mellem parterne.
